Fødevarer, der formåede at opnå alt på egen hånd og forblive på toppen af luksus
Hvad nu, hvis vi var født i et andet århundrede? Som i middelalderen. Det ville være småt med uddannelse, job, medicin og meget mere. Men vi ville spise som konger på restauranter med Michelin-stjerner. I dag er det de fattiges retter, som er blevet til tung luksus, der står på menuen.
Sort kaviar
I Japan blev det betragtet som trebuchet, men i USA blev det serveret gratis på barer. Ligesom peanuts med øl. I Rusland nød fiskerne kaviar: De fangede stører, rensede dem og spiste dem med det samme. Dengang var der ingen, der vidste noget om konservering. Bønder tilsatte det til billig grød for at gøre den mere næringsrig.
Kaviars popularitet toppede med Ivan den Grusomme. Så snart den kom på zarens bord, blev den til sort guld. Det siges, at fiskerne var nødt til at fange 1.500 stører om året til adelsmandens bord.
Hummere
blev dumpet i tonsvis på Amerikas kyster. De blev kaldt »havkakerlakker« og blev brugt som fiskemadding og havegødning. Man mente, at de slet ikke havde noget protein, og derfor blev de fodret med tjenestefolk, fattige, fanger og endda hunde. Tomme skaller spredt i gaderne var et symbol på fattigdom.
Alt ændrede sig med turisternes ankomst. Jernbanerne blev bygget, og folk begyndte at komme til kysterne og købe hummere for en slik som en lokal delikatesse. Det møre og saftige kød var alles favorit. Og så var det den samme formel: Efterspørgslen oversteg udbuddet, og priserne skød i vejret. Indtil vi mister det, sætter vi ikke pris på det.
Østers
New Yorks gader var fyldt med tomme skaller. Tiggere på farten åbnede skallerne og spiste dem i stedet for kød, og byen har stadig en perlegade, der hedder Pearl Street. Charles Dickens skrev: »Fattigdom og østers går altid sammen.«
Snart blev der mangel på østers, og myndighederne troede, at de næsten var udryddet. De blev nødt til at fastsætte en kvote for udvinding af delikatessen, prisen steg voldsomt, og de rige blev interesserede i denne gimmick. Hvis det er dyrt, må det være lækkert.
Ål
I England var ål den lokale valuta. Bønderne betalte for deres jord med fisk. Ålen var en mellemting mellem en delikatesse og en dagligvare. Klostrene købte dem f.eks. i store mængder til fasten. Men pesten kom, de sultne blev mindre sultne, og ålen mistede sin popularitet.
Nu betragtes den som en truet art og er opført i den røde bog. Men der findes fiskeri, hvor ålen opdrættes under særlige forhold og sendes til restauranter.
Sushi og ruller
I Japan var det kun de fattige, der spiste sushi og ruller, fordi alt andet var dyrt. Alle havde ris, og fisk kunne marineres. Med tiden blev retterne forvandlet: nye ingredienser, eksperimenter med saucer og rå fisk, som skabte et kulinarisk boom. Og så kom der snackbarer, restauranter og sushibarer :)
